Fakta om Sct. Jørgens Kirkegård
Sct. Jørgens kirkegård er en gammel traditionel landsbykirkegård, som ligger midt i byen meget smukt og charmerende placeret på kanten af Svendborgsund. Den har et areal på 1,5 hektar.
Kirkegården kan spores helt tilbage til 1100-tallet, hvor spedalskheden hærgede i Europa. Man byggede dengang særlige huse eller stiftelser til de spedalske, som kaldtes Sct. Jørgensgårde efter de spedalskes skytshelgen.
Her levede de spedalske isoleret fra omverden. Da de ikke måtte forlade stedet byggede man et kapel. I første omgang var det opført i træ, men det blev senere til den egentlige kirke, som der findes i dag.
Da spedalskheden var udryddet i 1500-tallet blev stiftelsen bevaret som asyl for gamle og svagelige. Asylets bygninger ligger der stadig parallelt med kirken og er i dag den eneste bevarede af sin art i Danmark.
I vore dage er en af de særlige attraktioner på Sct. Jørgens Kirkegård “udsigtshøjen”, som ligger ud mod Svendborgsund. Mange brudepar har ladet sig fotografere her med vandet i baggrunden. Året rundt er den romantiske plet med den smukke udsigt et yndet sted til en lille pause for kirkegårdens gæster.