Kristi himmelfart 9. maj 2024

Menu
8. maj 2024

Kristi Himmelfartsdag torsdag den 9. maj hædres de faldne krigere, som ligger begravet på Assistens Kirkegård i Svendborg. Hvert år lægges der kranse og blomster ved deres gravsteder og mindesmærker denne dag. Samtidig synges der en sang hvert sted og holdes en tale undervejs, når et optog med repræsentanter fra de forskellige værn og flere soldaterforeninger bærer deres faner rundt på kirkegården anført af Peder Most Garden.

Det er en tradition, der i Svendborg går helt tilbage til 1867, hvor der blev rejst et monument for de faldne danske soldater, der satte livet til i krigen mod Tyskland tre år tidligere og som ligger begravet på kirkegården.

Det traditionsrige optog gør også stop ved de engelske flyvere, som ligger begravet på Assistens Kirkegård, samt ved frihedskæmpernes mindesten, skulpturen for de udsendte og i Mindelunden.

Sanger Ditte Kjær synger for undervejs.

Arrangementet begynder kl. 14.50, hvor alle samles på Torvet foran Vor Frue Kirke i Svendborg.
Kl. 15.00 går optoget igennem byen til Assistens Kirkegård.

Alle er velkommen til at deltage på hele turen eller undervejs.

Bag arrangementet står “Komiteen til bevarelsen af krigergravene på Svendborg Kirkegård”.

Der er tradition for at når den første kransenedlægning har fundet sted ved krigergravene fra 1864, og ”I Danmark er jeg født” er sunget, så holdes årets tale, som i år holdes af flyverpræst og sogne præst ved Fredens Kirke Lotte Boas.